Den pædagogiske tilgang i Den Gamle Brugs tager afsæt i KRAP-konceptet, som er en evidensbaseret metode, der kombinerer teori og praksis for at fremme udvikling, læring og trivsel hos mennesker i alle aldre. KRAP anvendes bredt inden for pædagogik, socialt arbejde, sundhedssektoren, psykologisk behandling og ledelse. Stort set al vores pædagogiske personale er uddannet, også i KRAP-konceptet.
KRAP er en forkortelse for Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik. Metoden bygger på elementer fra anerkendende, kognitiv, systemisk og narrativ teori, og den er forankret i et ressourcefokuseret menneske- og behandlingssyn.
Centralt i KRAP står en konstruktivistisk forståelse af læring: at mennesker udvikler sig gennem aktive processer, hvor både relationer og kontekst har betydning. Det betyder, at vi arbejder målrettet med at identificere og styrke den unges ressourcer, skabe tydelige rammer og etablere samarbejder, der gør progression mulig.
I praksis bruger vi KRAP til at kvalificere vores observationer, strukturere samtaler og tilrettelægge indsatser, så de bliver meningsfulde og realistiske for den enkelte unge. Metoden hjælper os med at skabe et trygt, tydeligt og udviklingsstøttende miljø – altid med udgangspunkt i den unges forudsætninger og potentialer.